Butler

BUTLER er et ankomstmeldesystem, som f.eks. kan anvendes på sygehusafdelinger.

Systemet består af tre dele: 1) ankomstmodulet, som står ved indgangen og som er udstyret med en magnetkortlæser, 2) servermodulet, som er installeret på en computer hos f.eks. en sekretær, og 3) undersøgelsesrum-modulet, som kan anvendes i alle de undersøgelsesrum, hvor der er behov for at kunne se listen med ankomne patienter.

Når en patient ankommer sørger klientdelen for at bede patienten føre sit sygesikringsbevis gennem kortlæseren. Klientdelen skriver herefter en besked på skærmen, f.eks. "Det er nu registreret, at du er kommet. Tag venligst plads i venteværelset.", og sørger for at sende besked til serverdelen. Serverdelen afgiver et lydsignal og viser patientens navn, adresse og cpr-nummer på skærmen. På serverdelen kan det med et klik ud for patienten markeres, at patienten er kaldt ind, hvorefter patienten forsvinder fra listen over ankomne patienter.

Det er en let og enkel måde at sikre hurtig og effektiv service overfor patienterne, som ikke behøver stå i kø ved en skranke for at melde deres ankomst.

BUTLER kan have flere klientdele, dvs. flere ankomstpunkter, tilknyttet til samme serverdel. Og der er mulighed for at udvide systemet til flere serverdele, så det f.eks. meldes i flere forskellige undersøgelsesrum, at en patient er ankommet.

Lokale tilpasninger

BUTLER kan tilpasses de forhold, der findes lokalt. Hvis der f.eks. er brug for særlig grafik på skærmen, som viser patienter vej, kan det let tilføjes. Alt efter de lokale it-systemer er der også mulighed for at udvide BUTLER, så systemet henter information om de patienter, der har en tid på afdelingen. Dermed vil BUTLER kunne give endnu bedre vejledning til patienterne, når de melder deres ankomst.

BUTLER anvendes bl.a. på Dermatologisk Afdeling I på Odense Universitets Hospital og er under implementering på flere andre sygehusafdelinger.

 

Kontakt MIBIT ApS for mere information.