FysDB

FysDB er en klinisk database udviklet af MIBIT ApS i samarbejde med Region Midt, hvor databasen bruges af praktiserende fysioterapeuter i et kvalitetsudviklingsprojekt rettet mod rygpatienter.

I kvalitetsudviklingsprojektet i Region Midt undersøges rygpatienter efter et komplekst og omfangsrigt undersøgelsesskema, som udfyldes af fysioterapeuten. Der anvendes desuden en række testskemaer, som normalt udfyldes af patienten selv.

I FysDB er de mange papirskemaer redesignet som elektroniske formularer, der gemmes i en fælles database. Formålet med at digitalisere skemaerne har først og fremmest været at lette fysioterapeuternes arbejde med at udfylde dem og gøre indholdet af dem mere anvendeligt i det videre behandlingsforløb. Dernæst har formålet været at kontrollere udfyldelsen af skemaer og sikre en højere datakvalitet.

De digitale skemaer er tilføjet funktionalitet, der løbende aktiverer og deaktiverer svarmuligheder, og der er ydermere tilføjet en række hjælpefunktioner, således at eksempelvis områder på en patientens krop kan angives med et enkelt museklik i stedet for med besværlige koder.

Testscorer udregnes automatisk, og hele efterbehandlingen af skemaerne, herunder ikke mindst det tidskrævende tastearbejde, er blevet overflødiggjort.

Med digitaliseringen af skemaerne er det også blevet muligt at automatisere tilbagemeldingen til den læge, der har henvist rygpatienten. FysDB fortolker således indtastningerne i undersøgelses- og testskemaerne og omsætter det til tekst, som kan sendes direkte til lægen vis sundhedsdatanettet.

FysDB er internetbaseret, og brugerne kan tilgå databasen når som helst og fra en hvilken som helst computer. Statistikker og grafer kan dannes løbende og er altid aktuelle. Der anvendes naturligvis en sikker internetforbindelse til kommunikation med FysDB, og MIBIT ApS laver løbende sikkerhedskopier af alle skemaer i databasen.

På de følgende sider vises eksempler på centrale funktioner i FysDB.